Rejsebudget

Hvad koster en tur på 17 dage til Vietnam?

Det kan ofte være billigere at sammensætte sin egen rejse i forhold til at købe et pakkerejse.

Derudover giver det også en stor grad af frihed til selv at have indflydelse på hvor længe du ønsker at tilbringe de enkelte steder.

Budgettet ser således ud for vores kommende rejse til Vietnam 2018 vist for 2 voksne og 2 børn:

  • Fly fra København via Doha til Ho Chi Minh City og retur, 11.000 kr.
  • Indenrigsflyvninger i Vietnam, SGN – DLI, DLI – HUI og DAD – SGN, 2.500 kr.
  • Hoteller i Ho Chi Minh City, Dalat, Hue og Hoi An, 6.000 kr.
  • Parkering i lufthavn, 750 kr.
  • eVisa for ophold over 15 dage, 160 kr. pr. person
  • Leveomkostninger og ture, forventes at være 6.000 kr.

Vi sparede en del penge ved at købe flybilletterne med Qatar Airways på et online rejsebureau via Momondo. Her er det vigtigt ikke at falde i gebyr fælden, da det kostede cirka 100 kr. pr. person at vælge flysæder, og det var med 4 afgange, 1.600 kr. Derudover var det også muligt at vælge (købe denne service hos rejsebureauet) mad ombord på flyet.

Da vi modtog bookingnummeret, var det blot at logge ind direkte hos Qatar Airways hjemmeside og booke pladser, men helt GRATIS. En besparelse på 1.600 kr.  alene for sæderne. Derudover var det gratis at ændre mad.

Flybilletterne til indenrigs i Vietnam er købt direkte hos Vietjet Air og Jetstar Pacific, de var også billigere der i forhold til Momondo.

Mange sider fortæller at der ofte sker aflysninger med fly i Vietnam og derfor ikke anbefaler at rejse til den lufthavn fra hvor det går hjem, på samme dag.

Vi har ikke oplevet dette, men at flyene har været forholdsvis præcise.

Dette var blot et lille indspark til at en ferie i Asien ikke nødvendigvis koster mere en 14 dage på Mallorca.

Pakkeliste

Hvad bør du (nøjes med at) pakke til en tur på 2 – 3 uger i Asien?

Her kan du se min liste:

  • Pas, husk at tjekke at de er gyldige og opfylder krav til hvor længe de skal være gyldige efter indrejse
  • Flybilletter
  • Kopi af pas og flybillet på mail, Dropbox, Drive, Google Drev eller iCloud
  • Vaccinationskort
  • Rejseforsikring
  • Betalingskort
  • Zip poser til at holde elektronik og rejsedokumenter tørt og samlet
  • Varm trøje (1 stk)
  • Shorts (3 par) gerne nogle hurtigt tørrende
  • Badetøj
  • T-shirt (8 stk)
  • Tights/trusser (6-8 par)
  • Footies (3 par)
  • Lette fritidssko/løbesko
  • Klipklapper
  • Sandaler 
  • Let jakke, der kan holde lidt regn ude
  • Headset og eventuelt en lille højtaler
  • Adapter til flyet, så du kan bruge dit eget headset til at se film og høre musik
  • Smartphone
  • Rejserygsæk, ikke større end 45 – 50 liter
  • Rygsæk til dagsture og fly, maksimalt 20 liter
  • Drybacks eller pakkeposer til at holde styr på tøjet i rygsækken
  • Lås til flight bag (pose/taske til rygsækken, når den skal med flyet
  • Kabelbindere / strips i forskellige farve til at kunne lukke flight bag, hvis du ikke kan bruge en lås
  • Rejseadaptere til opladere
  • Opladere til smartphone og kamera
  • Lydbøger
  • Powerbank
  • Gopro og Micro SD kort
  • Kamera, SD kort og oplader
  • Lommelygte
  • Solbriller