Den “hemmelige” tur

Vi var igår på Mr. Rots Secret Tour uden at kende indholdet af turen på forhånd.

Vi blev hentet i en minivan kl. 8.30 og kørte mod sydvest fra Da Lat.

Første stop på vejen var en græshoppefarm, hvor vi fik set græshoppens rejse fra larve til middagsbordet… Det var spændende!

Hvad er mere lækkert end friturestegte græshopper fulde af proteiner og sprøde som chips?

https://instagram.com/p/Bov0pZ7hebj/

https://instagram.com/p/Boxs7jLhr5L/

Næste stop var en lokal silkefabrik.

https://instagram.com/p/BovvnxLhgt-/

Her efter gik turen videre til et lokalt marked og et lidt turistet vandfald.

Frokosten indtog i et refugie, nudler og grøntsager med en chilisauce. Det smagte vældig godt.

Så kom vi til det der nok var mest grænseoverskridende. Vi gik en tur ind i en lille landsby som primært er beboet af et folk fra højlandet. Inden franskmændenes kom til Vietnam, boede de i Da Lat, men blev flyttet til andre egne.

Vores guide, Mr. Rot, er 1/2 Kin Vietnameser og 1/2 højland, fra en fattig familie med 13 søskende og taler både højlandssproget og vietnamesisk.

Først henvendte han dig til en kone, der var igang med med jorden. Stammefolket er meget mistroisk og tror at alle udlændinge er amerikanere og det er ikke positivt!

Da Mr. Rot taler sproget, mente han at det var muligt at kunne komme i kontakt med dem.

Konen med hakken, var absolut ikke venligt stemt og med en meget højlydende måde at tale på, var vi noget usikre om det var den bedste idé at han forsøgte at komme i tale med hende.

Den næste han mødte var lige så mistroisk, så igen en afvisning. Så kom en tredje kone gående med en kurv brænde på ryggen, først afviste hun også og vi følte at vi måske var for påtrængende, men vores guide insisterede på at det var vi ikke.

Hun endte med at sige at det var ok at vi måtte se hendes hus, et skur med jordgulv og et lystofrør i loftet. Men hun ikke for glad for at vise huset, da der jo ikke var ryddet op.

På vej hen til skuret, fulgte de 2 første med på behørig afstand.

Vi blev budt velkommen i hytten og placeret på 2 bænke.

Det hele hjalp lidt på det hele med at vi sagde nogle gloser på deres sprog, at vi værdsatte at hun havde budt os indenfor.

Der kom hurtigt flere kvinder og unge piger til, som satte sig på hug rundt omkring i hytten. Drengene og mændenes var ude at arbejde i markerne.

Når guiden stillede et sprøgsmål til én, svarede de alle i munden på hinanden i et meget råbende sprog. Det hele lettede på stemningen efter at guiden havde fortalt om vores familie og at vi var kommet fordi vi var interesseret i at vide mere om dem.

Der blev fortalt om ægteskab, farfar var næsten blevet solgt til en af konerne.

Christina og Claus var med i en dans med 2 af konerne, meget grænseoverskridende, når man ikke har en rytme i kroppen! Men det løsnede mere op på stemningen og de kunne nu smile og grine.

Vi fik også vist hvordan de spant bomuld og vævede flotte stoffer til nederdele. Det var nok sidste gang vi fik mulighed for at erhverve os sådanne genstande, så vi byttede med penge. De er et folkefærd som ikke forstår penge, når de har nogle bruger du rup og stub med det samme og kan ikke finde ud af at gemme til senere.

Derfor var det godt at de kunne leve at ris og tørrede rotter! De tørrede rotter hang til tørre på en snor i loftet.

Det endte med at slet ikke ville os til at gå igen. Der er ingen tvivl om at de får noget at tale med resten familien om senere denne aften, lige som det har været en kæmpe oplevelse for os at komme til et folkefærd uden telefon, tv og internet, og dom ikke kender verden rundt om dem.

Uforglemmelig oplevelse.

Vi har kun en masse billeder i hovedet, da det var uhøfligt at tage billeder af dem og det normalt krævede tilladelse fra de  vietnsmesiske myndigheder at besøge dem.