bruhncarlsen.com

Vi tager fra hotellet om et par timer og stopper ved hospitalet for at få lidt ekstra medicin til hjemrejsen efter vores læges anbefaling.

Det har været et dejligt sted at være på trods af omstændighederne.

Vi kan absolut anbefale stedet og deres personale.

Her er nogle få billeder af stedet.

 

Det er ved at være længe siden, vi sidst har lagt noget på bloggen.

Vi har desværre 3 dage i træk været på et hospital med Caroline og ved samme lejlighed fået øredråber til Cecilie, da hun igen har dykket for meget og har ondt i øret ;0).

Det startede med at Caroline for 4 dage siden fik udslæt forskellige steder på kroppen og en morgen besvimede lige da vi var kommet op i restauranten for at spise morgenmad. Hun var helt væk et par minutter.

Det var så hektisk at personalet fra køkkenet også kom flyvende for at se om de kunne hjælpe med noget.

Det blev vi selvfølgelig noget chokeret over og hotellet fik hurtigt arrangeret transport til hospitalet Vinmec 5 km her fra.

Caroline havde nu fået udslæt over hele kroppen, som blusser op og aftager igen når hun har fået medicin, men på trods af mange undersøgelser har lægerne ikke kunne komme med en konklusion på hvad der udløser hendes reaktioner.

Dog mener lægen fra Tryg, at det kan skyldes solcreme (endda specielt til børn og medbragt fra Danmark (vi er færdige med at bruge Nivea), så hun har fået en  fototoksisk reaktion.

Det skal siges at hotellet har gjort alt for at vi har det godt og endda sørge for at der var morgenmad til os, da vi først kom tilbage fra  hospitalet første dag, lang tid efter der normalt blev serveret morgenmad, der er rigtig lækker.

Hospitalet har taget sig rigtigt godt af Caroline og vi har været trygge ved at være der. Standarden ligner det vi ser i Danmark, hvilket vi ikke havde forventet.

Heldigvis er status idag at vi synes at der er fremgang, ved at hendes allergiske udbrud er mindre i forhold til samme tidspunkt igår. Så nu er vi forhåbningsfulde og glæder os til at komme hjem til vante omgivelser.

Imorgen formiddag flyver vi retur til HCMC, hvor Trygs læge har ønsket at vi besøger en hudlæge inden vi skal flyve hjem til Danmark (håber vi ihvertfald).

Det har været lidt ærgerligt at vi ikke har kunnet opleve øen, men vi har fået det bedste ud af at Caroline har haft det bedst i værelset med en konstant temperatur. Vi har set en masse film, som har kunnet fjerne hendes fokus fra kløen og udslættet, så det har også været hyggeligt.

I aften håber vi på en god natte søvn, hvilket er mange dage siden vi har haft. Så vi kører lidt på reserverne.

 

Så er vi kommet til øen, Phu Quoc.

Flyvetiden fra HCMC var kun cirka 40 minutter, en yderst behagelig flyvetur – dog med en lidt hård landing.

Peppercorn Beach er beliggende en times kørsel fra lufthavnen af først større veje og senere små veje.

Her blev vi mødt af dette:

Sikket et scenarie og hvilket hjælpsomt personale der tog imod os.

Vi fik hurtigt fundet badetøjet frem og hoppede i havet, det var dejligt og faktisk varmere under vandet end i luften.

Stranden er grovkornet med rødder fra palmer stikkende frem og andre planter, samt en del sten ude i vandet. Så det er ikke alle steder hvor det er lige skønt at bade, men det er ok. Bare der er fisk og krabber, så er pigerne lykkelige.

Her bor vi:

Her efter blev poolen prøvet af i et par timer inden vi ved 16 tiden blev introduceret til Happy Hour på stedet. Det er bogstaveligt talt Happy Hour, da vi alle kan vælge en drink helt gratis fra drinkskortet!

Så det blev til vandmelon smoothie til pigerne, Mojito til Christina og Mojito Passion til Claus – mums!

Så kom også regnen, som vi kunne høre buldre over havet i et par timer i forvejen.

Det stod ned i stride stænger og himmelen blev et med havet.

Nu har vi været i bad og skal have noget godt at spise i restauranten.

 

Efter vores besøg for paladset, var pigernes (dem alle 3 😄) trang til at se på tøj for stor – så det gik til et nærliggende indkøbscenter.

Efter flere timers opslidende kiggeri og køb af lidt tøj, tog vi en taxi retur til hotellet.

Da vi ankom, fik vi købt nogle fornødenheder i det nærliggende supermarked.

Så kom Caroline i tanke om at hun ikke havde fået sin rygsæk med fra vores taxi som efter vi var steget ud, havde taget en ny kunde med.

Hun var selvfølgelig yderst ulykkelig, også fordi hun havde brugt lang tid på at købe en vennindegave. Så vi var i receptionen på hotellet og spørge til om de kunne hjælpe og ringe til taxi selskabet.

Byen har 10 mio indbyggere og dermed også flere tusinde grønne Mailinh taxier. Så det syntes enormt håbløst.

Efter vi var vendt tilbage til værelset, fik vi en opringning fra receptionen at der var en taxi der havde reageret på radioopkaldet. Så nu var pigerne overordentligtlykkelige!

Christina var nede og få tasken fra chaufføreren, som ikke ville have noget da han ikke haft sat taxameteret igang for at køre hertil, men vi gav ham alligevel det samme som vi havde betalt turen hjem.

Vi var alle glade!

 

Her til aften var vi hos en gammel kending med nordvietnamesisk mad – Bun Cha 145, på Bui Vien i District 1.

Det var dejligt at være tilbage og kan klart anbefales!

Der var lige et par minutters ventetid.

Menukortet er lille og overskueligt, maden er hurtigt serveret og er yderst lækker.

 

Vi har idag været på besøg på Genforeningspaladset, som stort set ser ud som den dag for 42 år siden hvor amerikanerne hastigt forlod stedet og Viet Cong rykkede ind med sine soldater.

Stedet er ombygget i 1960’erne og må på dette tidspunkt have været en kæmpemæssig kontrast til livet for den almindelige vietnameser på dette tidspunkt.

Det var tidligere en flot bygning fra den franske kolonitid.

Der er ikke sparet på de imponerende materialer og en arkitektur som en dansk Utzon ville bifalde.

Her er også kortrum, hvorfra kampene mod de Nordvietnamesiske styrker og Viet Cong blev styret af amerikanerne og Sydvietnameserne.

Her er vi kommet ned i bunkeren  under paladset. Her var alt radiokommunikation, samt kortrum og et soveværelse til præsidenten.

En lignende tank, som den der i 1975 som den første VC tank kom ind på det sydvietnamesiske regeringsområde.

Igår eftermiddag mødtes vi med Jan, en af mine klassekammerater fra folkeskolen i Marstal.

Jan arbejder og bor i HCMC, så da vi hørte dette for kort tid siden, ville vi høre Jan om han havde lyst til at mødes.

Vi mødtes i District 1, som er den centrale del af HCMC ved Rex Hotel og en masse mondæne forretninger og hoteller.

Det blev til en forfriskning på et af hotellerne ved floden, hvor der fra baren på toppen var udsigt over en stor del af byen.

Det var rigtigt hyggeligt at mødes med Jan, Caroline og Cecilie havde rigtige mange spørgsmål om Vietnam og byen, som vi håbede på at Jan efter sine 4 – 5 måneder i byen, kunne svare på.

Efter den tiltrængte drink gik vi videre for at finde en restaurant for at få et godt måltid mad.

Først gik det forbi en thailandsk restaurant, men en restaurant uden andre gæster og måske med lidt for stærkt mad for Cecilie og Caroline, blev vi enige om at gå videre.

Heldigvis kendte Jan til en baggård med en hyggelig restaurant.

Her fik vi et godt måltid mad og en rigtig god snak om både “gamle” dage og nutiden.

Det var dejligt at mødes med Jan, det nød vi alle.

Efter det veloverståede måltid, der bestod at flere lækre retter var børnene ved at være trætte, selvom vi havde kunne holde dem hen med en mobil i noget tid. Så det var tid til at vende snuden mod hotellet igen.

Inden vi tog afsked med Jan var vi omkring en del af HCMC som absolut er rigtigt flot om aftenen med masser af liv og lys.

Så er vi tilbage i HCMC.

Vi stod op kl. 4.45 og blev hentet omkring kl. 5.30. Turen til lufthavnen i Da Nang gik noget hurtigere end da vi skulle den modsatte vej om aftenen.

Det betød at vi havde god tid til at spise vores medbragte morgenmad, som hotellet havde været så flinke at lave til os, bestående at flutes med æg, samt pandekager.

Klokken lidt over 8 fløj vi fra Da Nang lufthavn med retning ud over havet, for derefter at vende snuden mod syd og HCMC.

Turen gik fint, på trods at VietJet flyet ikke var det største (Airbus 321). Vores tur til Da Nang havde været med lidt turbulens.

Nu er det blevet til at få et bad inden vi om nogle timer skal mødes med Jan, min gamle klassekammerat fra folkeskolen i Marstal.

Det er meget tidligt om morgenen og vi venter på at taxien til lufthavnen i D Nang kommer og sige tak til Rock Villa, hvor vi har været glade for at være.

Her er lidt indtryk fra vores rustikke værelser.

Rock Villa har været et dejligt og fredeligt sted, hvor de har gjort alt for at vi havde det godt.

Vores varmeste anbefalinger!